Har selvfølgelig sikret mig, at jeg følger godt med i undervisningen på uni nu, så jeg kan tage fri i en uges tid eller to, når jeg får muligheden for at spille Diablo 3! SÅ skal der altså bare games for grumt og ikke tænkes på studier eller opgaver. OVERHOVEDET! Der er desuden blevet investeret i nyt gear til computeren i form af headset, mus og keyboard. Og så ender jeg nok med at smække hele svineriet op på mit 32" tv, så man får hele oplevelsen med!

Det bliver nok en pænt asocial periode for mit vedkommende, for det bliver simpelthen bare det vildeste shit! Så må venner og familie lige komme i anden række!

Synes bestemt ikke, at der er nogle major spoilers som kan ødelægge historien, før man overhovedet er kommet i gang. Det er rigtig spændende hvis man er til lore i Diablo, så den er bestemt et kig værd!

Lige siden Diablo indtog den dystre kirke med den ufattelig store kælder, har jeg været med. Jeg søgte og søgte, i alle de mørke kroge af dette kæmpe bygningsværk under jorden, kun for at rede byens beboere fra disse helvedes skabninger, som skulle have indtaget dette hellige sted. Jeg kom længere og længere ned, og blev hele tiden mødt helvedes horder af vanskabninger, som kun var ude på at forpeste vores freds fyldte Sanctuary. Noget jeg selvfølgelig ikke kunne lade ske.
Horderne blev nedslaget som de kom stormende frem, én efter én. Hvad enten det var med sværd og skjold, bue og pil eller lys magi, så var skabningerne ingen hentring for mig.

På vej ned mod Diablo, djævelen vil andre kalde ham, mødte jeg dog sommetider stor modstand på min vej. King Leoric blokkerede min færden mod det røde monster. Efter en episk og langvarig kamp, lykkedes det mig dog at till intetgøre dette usandsynligt store skelet, som aldrig kunne have været en almindelig mand i hans tidligere liv. Senere krydsede en stor slagter dæmon også min vej. Han havde tidligere massakeret en stor del af byens befolkning, som Lazarus havde ledt til ham. Igen faldt denne dæmon for mit sværd.

Kampene var lange og seje, men til sidste stod jeg ansigt til ansigt med El Diablo, Satan, 666-dyret. Jeg hakkede med sværdet, fordømte uhyret med alskens magi og udveg det glohede flammer og lange arme som dette monster besad. Efter en sidste kraftanstrengelse lykkedes det mig dog at nedlægge ham. Sejr! troede jeg dog...

4 år senere annoncerede Diablos skaber, Blizzard, nemlig, at han endnu engang var på fri fod. Så atter var det på med unikke items og ud og sparke monsterrøv. Mange farer blev nedslagtet, præcis som 4 år tidligere. Jeg nævner i flæng kællingen Andariel og den store ørkenbille Duriel. Men denne gang havde Diablo taget familien med. Den ældste bror, Mephisto, blev nedkæmpet i hans palæ i junglen. Her havde han en hemmelig dør, som førte direkte til helvede. Til Diablo selv! Jeg blev modtaget af min gamle ven Dekard Cain og englen Tyrael, som gav mig mange råd og vejledning.

Horder og atter horder af de værste skabninger der nogen sinde har set dagens lys kom strømende imod mig, i noget der mindede om en uendelighed. Men jeg stod ved. Gav ikke op. Jeg kunne simpelthen ikke svigte verden. Diablo måtte ikke overtage Sanctuary, det stod klokke klart for mig! Jeg trådte ind i en kæmpe katedral, hvilket kun kunne være Diablos tilholdssted. Og der stod han. Større og mere frygtindgyende end nogen sinde før! Midt på et kæmpe pentagram i kirken. Hans opsvulmede muskler spændte, da han følte min tilstedeværelse, og uden tøven angreb han! Med mere ild og mere aggressivitet end i den gamle kirke. Det virkede som en umulig opgave. Men utroligt nok fik jeg ham nedkæmpet. Victory! Men igen tog jeg fejl. Hans klamme edderkoppe-bror, Baal, havde indtaget Mount Arreat, og korruperet The World Stone! Han måtte stoppes. Uden større problemer blev Baal nedkæmpet, og Tyrael så desværre ingen anden udvej end at ødelægge stenen. Fred!

Men fandeme om ikke Blizzard igen har sat disse dæmoner fri i verden. Så nu ser jeg det som min forbandede pligt, at én gang for alle, at lade os slippe af med dette helvedesyngel. Lad mig gøre arbejdet færdigt. Lad mig sætte et sværd i King Leoric og Diablo igen, som åbenbart er vendt tilbage. Lad mig tæve Leoric så mange gange, inden de slipper Diablo fri. For Sanctuary og alle dens indbyggere.