Efter snart tre måneder på landsholdet, kom jeg ud på tur med landsholdet. Destinationen var det varme Tyrkiet, og med store forventninger tog jeg af sted mod lufthavnen søndag morgen d. 7/2 ved halv ti tiden.
Jeg kunne godt mærke nervøsiteten komme snigende til mig, allerede på vej ind i bilen, men hurtigt fik jeg tankerne væk fra det, da jeg opdagede, at vi var under tidspres. Mødetid var klokken ti, og de smarteste var nok at komme til tiden, ellers var det noget af en dårlig start.
Fem i ti ankom vi til lufthavnen. Puha, tænkte jeg. Så er jeg nok ikke den sidste.
Men jeg tog fejl - check-in køen var spækket til med folk med det store danske flag på ryggen, og jeg var den næstsidste der ankom.
Efter at ha' hilst på trænerne og spillerne, checkede vi ind, og gik ind i selve lufthavnen.
Klokken var vel omkring halv ti om aftenen samme dag, da vi var en flok udmattede spillere og trænere der ankom til Antalya lufthavn. En times forsinkelse på flyet fra Istanbul til Antalya betød, at vores allerede sene ankomst til hotellet blev yderligere forsinket. Kombineret med et fly, der udover os indeholdte et fodbold- og en håndboldhold, betød det, at ventetiden ved bagagebåndet var usædvanlig lang.
Forhåbningerne om et varmt og nedbørfattigt Tyrkiet blev med et sat på standby, da vi trådte ud af lufthavnens yderdøre. I stedet mødte et vejrforhold os, som kunne vække minder om voldsomme naturkatastrofer.
Regnen stod bogstavligtalt ned - det var som om at stå under bruseren en kold vinterdag, hvor vandet var skruet op på fuldt blus. Samtidig stormede det også, så det var en drivvåd flok, der satte sig ind i busserne, som kørte os til Belek, hvor vi ville være den næste uges tid.
Jeg havde ikke fået meget mere end fem timers søvn, da lyden af Kings of Leon vækkede mig klokken 05:30 den følgende morgen. Dagens program stod, for mit vedkommende, på morgenløb klokken 06:00 og derefter spil fra klokken 08:00. Og sådan kom det også til at se ud resten af ugen. Morgenløb ved 6-7 tiden, hurtig morgenmad, 18 huller, frokost, og derefter træning på træningsbanen, indtil solen gik ned omkring 18-tiden.
Efter udstræk og en hurtig omgang morgenmad (morgenløbet blev aflyst den morgen pga. regnen), tog nogle af os ud på rangen for at komme ud og slå nogle bolde. Vejret havde sådan set ikke forandret sig siden ankomsten til Antalya, det var endda forværret.
Derfor var nok også ambitiøst, at vi var to drenge 4-bolde, der prøvede at spille banen i den silende regn og den stormende vind.
To huller, så måtte vi simpelthen give op, fordi det pludselig begyndte at lyne og tordne. Og derfor blev resten af dagen brugt på en masse fysisk træning - alt det "kedelige", som man plejede at lave i det kolde Danmark.
De følgende to dage stod på hver dag med 18 huller, samt træning derefter. Alt sammen forberedende til torsdagens lille interne turnering, som kunne give en lille forsmag på, hvilke ting, både mentalt og teknisk, der kan arbejdes på i de næste to måneder.
Vejret ændrede sig heldigvis, så nu var det dog bare overskyet, men stadig med 15 grader.
Prøverunderne om tirsdagen og onsdagen gav ikke store håb til turneringen - det var tydeligt, at jeg havde stået og slået ind i net. Det var kun i glimt, at der blev slået nogle gode slag, men de var til gengæld langt bedre end de gode slag, jeg havde sidste år.
Målsætningen for turneringen var derfor for mit vedkommende bare at komme uden for bund top-3, hvilket endda måske var meget højt sat, siden jeg har det højeste hcp på landsholdet og mindst rigtig træning på græs. (Mange andre spillere har været på diverse træningslejre andre steder inden denne).
Jeg skulle dog bliver positivt overrasket. For med to runder i 77-79, var det slet ikke så slemt som forventet, og mine målsætning blev opfyldt.
Inden den indledende turneringsrunde tog vi en Cooper-test - her løb jeg 2700 m, hvilket jeg selv betegner som en fin test, målet var dog 2900 m, så her er der noget at arbejde på.
Lørdag var sidste dag på træningslejren, og jeg kunne godt mærke på min krop, at trætheden langsomt kom snigende. Men det motiverede mig dog, at jeg skulle blive der en ekstra uge, mens resten af landsholdet tog hjem. Det er nemlig sådan, at mine forældre og deres venner hvert år tager på en golfferie vinterferien, hvor jeg også er med - og da jeg allerede var i Tyrkiet, besluttede de at tage ned til mig.
Vejrudsigten lovede godt vejr hele uge 7, så jeg tillod mig at fryde mig lidt over for de andre, nu hvor vejret ikke havde været det bedste i uge 6, hvor landsholdet var der
).
Det har alt i alt været en super træningslejr. Først og fremmest har det været spændende, fordi det er en helt ny verden jeg træder ind i. Der er nemlig en masse ting jeg stadig har til gode at lære.
Samtidig har alle godt imod mig som en ny i truppen og jeg føler at der er en rigtig god stemning på holdet.
Til slut har mit spil vist rigtig gode takter, og det kedelige tekniske arbejde, som jeg har lavet gennem vinteren, har også båret frugt. Der er stadig en masse ting der kan arbejdes på, bl.a. min scramble, som kun var på omkring 28% i de 11 runder jeg nåede at spille – et stykke op til de bedste på landsholdet, som har en scramble på omkring 70 %.
Min bedste runde var en 74’er, hvilket var langt over hvad jeg havde forventet. Derfor er der en masse positive ting, jeg kan tage med til sæsonstarten.
Ellers har jeg bare tilbage at sige, at i nok skal høre mere fra mig, når der sker mere spændende omkring golfen ☺
Vis indlæg
Det har jeg godt nok ikke, men tjo tusind tak!
