Kunne denne guide til downgrade bruges

hvilken guide?

Hey Mikkel. Du kan ikke gå fra en nyere patch til en gammel :/

Jeg har alle patches fra 1.08 og op.

Lyder godt at der er nogen som vil starte på D2 stadig..
men hvorfor nl?

har lavet et indlæg selv.. vil gerne selv starte op igen også men har svært ved at komme igang alene..
spiller kun en lille smule hist og pist pt..
http://diablo3x.dk/diablo_2_lod_generelt/diablo_nostalgi_leder_altid_efter_spillere_16257.0.html
og spiller så helst ladder.. men lad høre fra dig hvis det er.. der står lidt forskelligt om min spille stil og sådan derinde..

Du kan bare skrive
acc MFG

Spiller ladder

Hvem af jer er på d2jsp og hvor mange af jer er aktive?

Jeg har støvet mit d2 af og installeret det igen, og fundet min gamle d2jsp profil frem igen. Men ku være nice lige at se hvem der gemmer sig der.

Jeg var ikke så gammel da jeg oprettede min profil der inden så den hedder glort ^^,
Har overvejet at skifte navn, men er for nærrig :9

kan ikke li at downloade exe  filer fra nettet, alt for stor risiko for at det følger noget fælt med. jeg sender pm med mail. så må du gerne sende når du kommer hjem

Hvor blev du af? Og hvad med din knallert?
Hvad med din far, styrer han stadig sin brandert?

Hvor blev du af? Hvor troede du, at du skulle henad?
Du lånte bøgerne ud, og vi fik bøgerne hjemkaldt

Hvor er du nu? Hvad pisser dig af?
Hvad stod du på? Og hvad ku’ du få?

Folk forsvinder, Morten hvor blev du af?
Og nye liv begynder, du’ en anden i dag
Hey, folk forsvinder, Morten hvor blev du af?
Og nye liv begynder, du’ en anden i dag
Morten hvor blev du af?

Hvornår blev alting for meget?
Piger du ikke ku’ få, for let da du blev vejet
Hvor er du nu? Hvem pisser dig af?
Hvem passer du på? Og hvem passer på dig?

Jeg tror næsten det er en som keder mig, der har skrevet den her sang.
Jeg roede rigtig meget med knallert/scooter, da jeg nåede den alder.
Min far styrer stadigvæk hans brandert, ellers også styrer den ham..

Hvor er jeg nu? Hvad pisser mig af? Hvad står jeg på? Hvad ku jeg få?
Jeg sidder på kolding sygehus på H12. Her har jeg siddet i snart 3 mdr. Og skal sikkert være her længe endnu, måske også holde jul her.

Hvor blev jeg enlig af? Skal vi ikke starte med hvor det startede? Så kan vi tage det første til sidst. Børnehaven var et mega hit. Selvfølgelig var der også episoder der som til tider var lidt ud over det normale. Jeg havde et sundt temperament kan vi kalde det.

Så blev jeg 6, og skulle i skole... jeg husker tydeligt første skole dag.. Hvem gør ikke det? De få som ikke havde gået i børnehave, tudede da deres forældre gik.

Her begyndte mit uretfærdige liv så, efter min egen mening. Jeg kom ind i kæmpe diskussioner. Med lærer, elever, pedeller.. you name it.
Tit og ofte med enten slagsmål eller amok ture som afslutning..
Jeg kunne ikke forstå hvorfor alle var efter mig..

Hvorfor kørte de altid på mig? Hvorfor ikke på de andre? Er jeg grim? Er jeg dum? Er jeg klam?
Det var bare nogle af de spørgsmål jeg begyndte at stille mig selv.
Til sidst blev jeg enig med mig selv om at det nok var et 'ja' til alle de spørgsmål jeg stillede mig selv, som var det rigtige svar.

Hver dag inden jeg skulle i skole, kunne jeg ikke lade vær med at frygte, at jeg ville gå amok eller flippe ud eller banke nogen. Det var bare et spørgsmål om tid før det ville ske alligevel.. Tror faktisk det skete 9 ud af 10 dage. Hvis ikke oftere.
Jeg ville rigtig gerne fortælle om nogle af episoderne i detaljer, men det må blive en anden dag. I grove træk så foregik de således.:
Der blev kørt på mig, jeg blev sur, der blev kørt mere, jeg blev mere sur.. gik amok... etc..

Har i nogensinde set den video med den tyske knægt som går amok på sin computer, over et spil?

gang det med 10.. så har i lidt af sammenligne med..

Jeg sagde storset hver dag til min mor at jeg ville flytte skole. Men det var som om hun ikke rigtig forstod hvordan jeg havde det. Det var først i 3. klasse at der skete noget.

De mente at jeg burde gå til psykolog, og undersøges for DAMP.

Så jeg gik til psykolog.. blev undersøgt på børne- og unge psykiatrisk afdeling i odense.
På børne psyk blev det hurtigt afklaret at jeg ikke havde DAMP. Men nærmer en "DAMP-lignede problematik". Så jeg blev ved med at gå til psykolog. De samtaler handlede mest om at jeg snakkede om computer spil eller action film. Og så selvfølgelig om dem jeg hadede aller mest i klassen.

Jeg gik faktisk til psykolog fra 3.klasse til jeg blev 18.

Men hvad nyttede det? Skolen var som den plejede.. ja herre gud.. de gav mig da det kendte vidundermiddel "RITALIN".... Men det havde lidt til ingen effekt overhoved. Så det blev også fjernet igen.

Så startede jeg i 7. klasse... Der sagde jeg til mig selv... "Det her skole år, vil jeg slet ikke blive sur/gå amok/flippe ud..etc etc".
Jeg syntes virkelig selv at jeg gjorde et enormt indsats for at det ikke skulle ske.. Det var bare rigtig svært når folk konstant var på nakke af mig.
Det var sku næsten som om at de vidste at jeg havde den her aftale med mig selv. Så de blev jo nød til at bruge mere krudt på at få mig ned med nakke.. Det lykkedes også til sidst..
En dag det toppede. Og jeg næsten ikke kunne klare det mere, gik jeg til min lære.
Jeg beklagede mig til hende, fortalte det som det var. De andre er efter mig, jeg kan ikke håndtere det mere.. hjælp..
Hun kiggede på mig og smilede mens hun sagde "Jamen morten, det må du lære at klare selv, jeg kan ikke hjælpe dig"... Der slog det nærmest klik... Jeg pakkede mine ting. Tog min jakke og min cykelhjelm og begyndte at gå hjem af. Men så let skulle det tydeligvis ikke gå. For hvem møder jeg på gangen, ligesom jeg svinger hen af gangen? Det ville være lidt forkert at kalde ham lederen af mobberne, men det er sku tæt på.

Jeg gør det jeg er bedst til. Jeg går amok, denne gang bevæbnet med en cykelhjelm. Jeg har et godt greb i hans krage med højre hånd. Alt imens at jeg hamre løs i ansigtet på ham med min cykelhjelm. Jeg råber alt hvad mine lunger kan klare, så savlen hænger ud af kæften på mig, mens jeg slag for slag blir ved. Jeg stopper faktisk først da der er 3 voksne mænd(lærer) som prøver at få mig væk fra ham. Mit adrenalin rus gør at 1 eller 2 voksne ikke kunne holde mig. Da den ene for slæbt resterne af lederen væk(som jeg dog kan sige det). Prøver de på at berolige mig, men mit mål er nu at komme hjem i en fart.

Da jeg kommer hjem ringer jeg straks til min mor. Da jeg høre hendes stemme siger jeg følgene til hende: "Hvis jeg skal tilbage på den skole, så er jeg ikke i live når du kommer hjem!"
Hun sagde selvfølgelig til mig at jeg ikke behøvede at tage i skole mere.

Efter at havde siddet hjemme og kukke et par måneder. Helt alene, uden besøg fra nogen. Fandt jeg hurtigt ud af hvem jeg enlig var venner med. Jeg havde ingen venner. Hold kæft hvor gjorde det ondt at vide det.

Der blev møder og pis og lort med kommunen og skole osv. De blev så enige om at jeg skulle have enundervisning på samme skole. Det kunne jeg godt gå med til, for det kunne foregå på en sådan måde at jeg ikke mødte nogle fra min gamle klasse.
Det gik super. Efter en månedes undervisning, kom der en pige ind i "min enmands klasse". Hun havde det heller ikke for godt. Hun var ikke særlig pæn, lidt buttede og bælgøjet. Hun sagde intet de første par uger. Men så begyndte hun at bløde op. Hun var rigtig flink. Men vi snakkede aldrig om hvorfor vi var der. Det viste sig at hun hørte stemmer og også var blevet mobbet på hendes gamle skole, så vidt jeg fik fortalt.

Da mit 7. klasse år blev færdigt. Havde kommunen ikke rigtig gjort noget, så jeg skulle gå en klasse om. Så endte i 7. klasse igen med dem et år yngre end mig på samme skole. Her blev jeg faktisk en af de mest populære i klassen. Ingen sagde noget til mig overhoved. Holdkæft hvor var det fedt. Endelig at blive midtpunkt. Men når jeg ser tilbage på den tid. Så skammer jeg mig. For jeg blev en af "dem". Nu var det mig der kørte showet, der blev delt håndmadder ud til alle som "i mine" øjne ikke var gode. Det endte også med at jeg faktisk blev smidt ud af skolen. De kunne ikke styre mig.

Men hvad kan man forvente? Hvis du slår en hund gennem flere år. Så kan den også finde på at gå helt amok.

Jeg kom på friskole. Her begyndte mit hårde kriminelle liv. Jeg vil endda mene at det læner sig op af bandet relateret kriminalitet. Jeg var gået fra at være et lammeslået lille forsvarsløst dyr, til en rigtig ond tyr. Dog var jeg ikke stor som en tyr, men jeg var lille, senestærk og rigtig hurtig. Både i munden og med hænderne... Alle dem dine forældre sagde du skulle holde dig fra, var mit nye slæng.

Heldigvis kom jeg over det ret hurtigt igen. Men der var en ting som sad fast.. Ondskaben. Den ondskab som i dag har fået mig hen til der hvor jeg sidder nu.

Jeg tog min værnepligt hos beredskabsstyrelsen. Det var enlig der jeg lagde min kriminelle karriere på hylden. Jeg fandt ud af hvor fedt det var at gøre gode gerninger. Som at redde menneskeliv. Det var også her inde at jeg fandt ud af, at jeg skulle være noget inden for svagstrøm.

Så straks efter begyndte jeg på Odense tekniske skole. Det gik utrolig godt i starten, jeg ku bare det pis. Så begyndte jeg at falde lidt af på den. Men det lykkedes mig alligevel at score et 12tal til grundforløbseksamen.

I tiden på grundforløbet mødte jeg en pige. Det udviklede sig ret hurtigt. I sær da hun blev uventet gravid, i sommerferien. Jeg tog det som en mand. Så jeg stod ved konsekvensen af min handling. Vi fik en dejlig dreng.

Inden hun fødte, havde jeg nået at få en læreplads. Det var et kanon sted. De var bare de bedste kollegaer. Det var ikke noget somhelst der.

Så begyndte det så småt at gå skævt.

Jeg følte at folk omkring mig prøvede at få mig ned med nakken. De var efter mig..




Jeg sidder i dag på H12. Det er koldings åbne psykiatriske afdeling. Jeg startede med at sidde på H4, som er den lukkede.
Det var min kone som ringede til psykiatriskskadestue og sagde at hun var bange for mig. Hun frygtede for hendes, og børnenes liv.

Jeg har gennem gået utallige af terapeutiske undersøgelse de sidste uger. De kloge kan ikke sætte en direkte diagnose. Men de er sikre på at det er medfødt. Og jeg nok aldrig skal regne med at blive "rask".
Det ligger i mit adfærds mønster. lægen sagde at det er utrolig svært at ændre dette.


Her er jeg nu.


Jeg skriver ikke det her for at få medlidenhed, eller noget andet.. Jeg har bare brug for at komme af med det. Her er der kun ganske få som kender mig. Og dem som der kender mig her, tror jeg ikke at jeg kan skramme med det jeg skriver. I så faldt er jeg ked af det hvis jeg har gjort det.

Hey. ville have skrevet noget før, men kom fra det igen.

Jeg ville utrolig gerne med, men som det ser ud lige nu så kan jeg sku ikke overskue det. Af alle de ting der er så de to tungeste er nok at jeg er ved at planlægge bryllup og at min stedfar næsten lige har fået konstateret kræft i en del af tarmene. Han skal allerede opereres på onsdag, og så er det næsten 100% sikkert at han skal i kemo bagefter.

I må have en hyggelig julefrokost

Så må vi se næste år.. eller hvis der kommer andre events