Efter godt et halvt år er det vist endelig tid til at bryde tavsheden fra mine blogskriverier, og igen starte på skriverierne.

Først og fremmest vil jeg da gerne sige tak til alle jer på forummet, for den opbakning jeg har fået til landsholdet. Jeg synes at det er fedt, at selv om jeg aldrig har set nogen af jer før, så støtter i mig med det jeg elsker at lave, nemlig golf. Stor tak til jer!
Derudover vil jeg da gerne rose vores kære administratorer for deres arbejde med forummet, som helt klart har gjort det til et bedre sted at være, både hjemmesidens layout o.l., men så sandelig også den minimering af spam og uddeling af warns. Flot

Men nok om det. Nu er det tid til min første blog som dansk landsholdsspiller i golf. Jep. Du læste rigtigt. Landsholdsspiller i golf. Det fik jeg af vide i sidste måned, og selvfølgelig er jeg da stolt. Men på den anden side virker det lidt mærkeligt. Du ved, jeg er af kinesisk afstamning, kun min forældre og min moster bor lige nu i Danmark. Min søster bor lige nu i Hong Kong, og ellers bor resten af familien langt over i østen.
Så hvorfor skulle jeg så repræsentere Danmark, når alle mine rødder kommer fra Kina. Jeg har tænkt lidt over det, men inderst inde føler jeg mig mere dansk end kinesisk. For det første er jeg jo født og opvokset her, og det vil sige at jeg kender  den danske (elller den vestlige) kultur langt bedre end den kinesiske. Jeg føler mig lidt fremmed når jeg går igennem gaderne i Kina, og det hele virker bare så fjernt og alligevel så tæt, når man er der ovre, da jeg stadig kan tale nogenlunde flydende kinesisk.
Danmark er mit hjem, og jeg elsker at være her lige nu. Måske ændrer det sig om fem år, måske tyve. Hvem ved?

Tilbage til golfen har jeg nu været til min første landsholdtræning. Og Moder Natur havde da i hvertfald ikke lyst til at byde mig velkommen til denne scene, jeg havde det lidt som en udsendelse af De Sorte Spejdere, hvor de to værter var på Bornholm for at møde en kvinde, der mente at hun kunne se bækalfer. Breinholt nævner, at træerne svajer og rusker, lige da de træder ind i skoven, som et symbol på at de skulle holde sig væk. Og sådan havde jeg det lidt.
Der var dog ingen problemer til træning, eller noget tegn på, at jeg skulle skride. Landstræneren hilste pænt på mig, og ellers startede den stille opvarming. Fik taget nogen billeder, analyseret svinget, og så var det ellers bare selvtræning, mens stormen rasede lige uden for det halvtag, man stod under. Flagdugene fløj rundt på rangen, og et stål net på størrelse med et forholdsvis stort spise bord fløj bare rundt, som om det var tøj i en vaskemaskine.

Nu ber jeg bare på at vejrforholdene bliver bedre til næste gang, for det var godt nok ikke sjovt

Forresten vil jeg da lige kort opsummere min sæson i år. Efter sidste blogindlæg havde jeg en lille downperiode på en måned, hvor det hele ikke sad som det skulle. Da jeg tog på sommerferie (og forresten sluttede med et snit på 11,6 til årsprøverne ) spillede jeg den første af seks turneringer i træk, hvor alt lykkedes. Jeg hev seks top 6 placeringer med hjem, incl. min første sejr. Og så var min sæson reddet. Derefter faldt niveauet igen, hvor jeg dog kom i den øverste 2/3 til DM for juniorer. Til klubmesterskabet var jeg tæt på at overraske, og tage sejren, men sidste runde var bare ikke godt nok i forhold til min modstander, og derfor blev jeg en glad nummer to.
Mine resultater kan ses her, hvor i kan scrolle ned til nummer 37 og tjekke mine resultater der. Der vil også være mulighed for at se mine scores hul for hul på mange af turneringerne, ved at trykke på turneringsnavnet.

I weekenden drager jeg så til Fyn, nærmere bestemt Oure for at tage på min første landsholdssamling, og efter denne tur vil Landsholdsliv - Part 2 udkomme.

- Kevin

Efter snart tre måneder på landsholdet, kom jeg ud på tur med landsholdet. Destinationen var det varme Tyrkiet, og med store forventninger tog jeg af sted mod lufthavnen søndag morgen d. 7/2 ved halv ti tiden.
Jeg kunne godt mærke nervøsiteten komme snigende til mig, allerede på vej ind i bilen, men hurtigt fik jeg tankerne væk fra det, da jeg opdagede, at vi var under tidspres. Mødetid var klokken ti, og de smarteste var nok at komme til tiden, ellers var det noget af en dårlig start.

Fem i ti ankom vi til lufthavnen. Puha, tænkte jeg. Så er jeg nok ikke den sidste.
Men jeg tog fejl - check-in køen var spækket til med folk med det store danske flag på ryggen, og jeg var den næstsidste der ankom.
Efter at ha' hilst på trænerne og spillerne, checkede vi ind, og gik ind i selve lufthavnen.

Klokken var vel omkring halv ti om aftenen samme dag, da vi var en flok udmattede spillere og trænere der ankom til Antalya lufthavn. En times forsinkelse på flyet fra Istanbul til Antalya betød, at vores allerede sene ankomst til hotellet blev yderligere forsinket. Kombineret med et fly, der udover os indeholdte et fodbold- og en håndboldhold, betød det, at ventetiden ved bagagebåndet var usædvanlig lang.

Forhåbningerne om et varmt og nedbørfattigt Tyrkiet blev med et sat på standby, da vi trådte ud af lufthavnens yderdøre. I stedet mødte et vejrforhold os, som kunne vække minder om voldsomme naturkatastrofer.
Regnen stod bogstavligtalt ned - det var som om at stå under bruseren en kold vinterdag, hvor vandet var skruet op på fuldt blus. Samtidig stormede det også, så det var en drivvåd flok, der satte sig ind i busserne, som kørte os til Belek, hvor vi ville være den næste uges tid.
Jeg havde ikke fået meget mere end fem timers søvn, da lyden af Kings of Leon vækkede mig klokken 05:30 den følgende morgen. Dagens program stod, for mit vedkommende, på morgenløb klokken 06:00 og derefter spil fra klokken 08:00. Og sådan kom det også til at se ud resten af ugen. Morgenløb ved 6-7 tiden, hurtig morgenmad, 18 huller, frokost, og derefter træning på træningsbanen, indtil solen gik ned omkring 18-tiden.

Efter udstræk og en hurtig omgang morgenmad (morgenløbet blev aflyst den morgen pga. regnen), tog nogle af os ud på rangen for at komme ud og slå nogle bolde. Vejret havde sådan set ikke forandret sig siden ankomsten til Antalya, det var endda forværret.
Derfor var nok også ambitiøst, at vi var to drenge 4-bolde, der prøvede at spille banen i den silende regn og den stormende vind.
To huller, så måtte vi simpelthen give op, fordi det pludselig begyndte at lyne og tordne. Og derfor blev resten af dagen brugt på en masse fysisk træning - alt det "kedelige", som man plejede at lave i det kolde Danmark.

De følgende to dage stod på hver dag med 18 huller, samt træning derefter. Alt sammen forberedende til torsdagens lille interne turnering, som kunne give en lille forsmag på, hvilke ting, både mentalt og teknisk, der kan arbejdes på i de næste to måneder.
Vejret ændrede sig heldigvis, så nu var det dog bare overskyet, men stadig med 15 grader.

Prøverunderne om tirsdagen og onsdagen gav ikke store håb til turneringen - det var tydeligt, at jeg havde stået og slået ind i net. Det var kun i glimt, at der blev slået nogle gode slag, men de var til gengæld langt bedre end de gode slag, jeg havde sidste år.
Målsætningen for turneringen var derfor for mit vedkommende bare at komme uden for bund top-3, hvilket endda måske var meget højt sat, siden jeg har det højeste hcp på landsholdet og mindst rigtig træning på græs. (Mange andre spillere har været på diverse træningslejre andre steder inden denne).
Jeg skulle dog bliver positivt overrasket. For med to runder i 77-79, var det slet ikke så slemt som forventet, og mine målsætning blev opfyldt.

Inden den indledende turneringsrunde tog vi en Cooper-test - her løb jeg 2700 m, hvilket jeg selv betegner som en fin test, målet var dog 2900 m, så her er der noget at arbejde på.

Lørdag var sidste dag på træningslejren, og jeg kunne godt mærke på min krop, at trætheden langsomt kom snigende. Men det motiverede mig dog, at jeg skulle blive der en ekstra uge, mens resten af landsholdet tog hjem. Det er nemlig sådan, at mine forældre og deres venner hvert år tager på en golfferie vinterferien, hvor jeg også er med - og da jeg allerede var i Tyrkiet, besluttede de at tage ned til mig.
Vejrudsigten lovede godt vejr hele uge 7, så jeg tillod mig at fryde mig lidt over for de andre, nu hvor vejret ikke havde været det bedste i uge 6, hvor landsholdet var der ).

Det har alt i alt været en super træningslejr. Først og fremmest har det været spændende, fordi det er en helt ny verden jeg træder ind i. Der er nemlig en masse ting jeg stadig har til gode at lære.
Samtidig har alle godt imod mig som en ny i truppen og jeg føler at der er en rigtig god stemning på holdet.
Til slut har mit spil vist rigtig gode takter, og det kedelige tekniske arbejde, som jeg har lavet gennem vinteren, har også båret frugt. Der er stadig en masse ting der kan arbejdes på, bl.a. min scramble, som kun var på omkring 28% i de 11 runder jeg nåede at spille – et stykke op til de bedste på landsholdet, som har en scramble på omkring 70 %.
Min bedste runde var en 74’er, hvilket var langt over hvad jeg havde forventet. Derfor er der en masse positive ting, jeg kan tage med til sæsonstarten.

Ellers har jeg bare tilbage at sige, at i nok skal høre mere fra mig, når der sker mere spændende omkring golfen ☺

Så kommer der lige en lille quicker fra mig.

Jeg kom hjem i onsdags efter en lang 70 timers hjemrejse fra Lissabon. Egentlig vil jeg ikke fortælle mere nu, for jeg har en mindre roman på vej fra turen, men det var godt nok en hård omgang.

Mine håndled har det ikke så godt for tiden. Jeg ved ikke hvad der er sket, men mine forældrer, som er læger, siger, at det nok er sene-betændelse. Hvile er kuren, men jeg skal alligevel spille lidt.

Derfor er jeg også med, når vi spiller træningsholdkamp mod Søllerød GK i morgen. En lille hyggematch mod deres hold, og så er det god opvarmining, når det går løs i næste uge til divisionskampene. Der møder vi Skjoldenæsholm hos dem om lørdagen, mens vi tager imod Københavns om søndagen.

Igen vil jeg råde dig til at følge min blog (eller på engelsk), eller følge min twitter-profil, hvor jeg dagligt giver opdateringer på, hvad jeg går rundt og laver - også andet end golf.

Vi skrives ved!

Seneskedehindebetændelse? Meget ærgerligt da det aldrig er noget man slipper helt af med igen, det blusser tit op ved belastning.

Det siger de i hvertfald. Håber ikke at det er så slemt.