Hejsa...

Så er den første uge af min værnepligt overstået, og jeg må sige det har været en meget blandet omgang.

Det startede mandag hvor jeg vågnede klokken 07.30 efter en lang nat med meget lidt søvn, højst sandsynligt pga. spændingen og nervøsiteten over at sku ud til et sted man har hørt så meget om, mest positivt men det var ikke mit indtryk på førstedagen, og om aftenen havde jeg egentlig mest lyst til at vende snuden hjem af og sige tak for idag.

Først blev vi hundset igennem en lang række befalingsmænd der skulle have forskellige medbragte sedler og idkort så de ku smide os i det rigtige kompagni, deling og stue, der var lange køer og det tog hundrede år. Så blev vi vist ind på værelserne, for at smide vores bagage og starte smidt videre i systemet, vi skulle hente de første stumper(udstyr).
Det er hvorup kaserne i nordjylland tæt på Aalborg jeg er startet, og det sammen med 500 andre værnepligtige, det betyder at når man skal hente sune stumper som ligger i et depot hvor kun 5-6 mennesker kan bevæge sig igennem ad gagen og køen var på omkring de 100, ja så kan det godt ta en times tid til halvanden, før man kommer hen til depotet.
Man står selvfølgelig sammen med en masse andre, men der var overraskende få jeg kendte, da der var folk har hele Danmark, jeg skrev lidt med min kæreste mens jeg stod der, det blev dog hurtigt ændret da en hvis sergent ikke lavede anden hele dagen end at gå frem og tilabge og gentage følgende 3 sætninger; 1. Læg den mobil væk når du er i tjeneste, ser jeg den igen kyler jeg den af helved til. 2. Fryser du hænderne? Ta dem op ad lommen! 3. Væggene/skraldespandene/stativerne kan godt stå selv!

Det var altså lige på og hårdt og der var ingen barhjertighed for os små uge rekrutter som absolut ingen anelse havde om hvad der skulle ske i den kommende tid.

Det var hårdt, tonen var hård, og ligeledes var det at sku stå i yderligere 2 timer bagefter for at få hentet vores fulde uniform, som alt sammen sku slæbes op til stue 107 hvor jeg bor.

Det lyder måske som en omgang pylder indtil videre men klokken hjer var altså ikke mere end omkring 12.00, så var der frokost og det var en god overraskelse, god kantine til fornuftige priser, på alt undtaget usunde ting, og det er jo som sådan fint nok. Der er 100g for 6 kr, og der er 2 slags varme retter både til middag og til aften, derudover er der rugbrød og pålæg til middag også.

Efter middag øvede vi eksercits i en times tid eller 3 hvor vi gik rundt på kasernen og øvede ret og rør stilling samt at gå på geled og at dreje og hvad der nu eller var. Det var ligeledes gårdt og det var ligeledes hårdt.

Dagen fortsatte i samme tempo og med lige så meget ventetid, indtil klokken slog 22.30 hvor vi fik fri første dag, selvsagt var jeg helt smadret her og meget chokeret over den hårde start, det havde jeg ikke troet.

Ugen fortsatte i stort set samme tempo og anden dagen sluttede også først da klokken havde passeret 22.00, og her startede en altså klokken 04.45 med 'Your in the army now'' og en premiere løjtnant der råbte, 'KOM OP!' ned ad gangen.

Vores delingsformand hedder Nicklas Bjaaland og er en helt stereotyp militær mand, han er midt i tyverne meget kort klippet, og han har et ansigt der kan været så følelsesløst som jeg aldrig har et ansigt være før. Helt lige mund og øjenbryn der ikke bevæger sig det mindste når han snakker.

Men men men, der har også været gode ting og allerede nu den første fredag når jeg tænker tilbage så er det det der står klarest i mit hoved, allerede på tredje dagen fik vi vores geværer, en M16 A2, en videreudvikling af de geværer man brugte i vietnamkrigen, det var skide skægt, vi blev straks undevist i at samme og skille den af i de fire hoved stykker samt efterse gevær og gøre klar til gevær kontrol af en sergent.  Fed lektion!

Vi er også blevet delt op i grupper, ialt 3 og jeg er i gruppe 3, vores sergent er en 1,50m høj kvinde som virker som om hun er i generelt godt humør og hun ikke så streng, det er dejligt! Det fjerner lidt af det pres der ellers er på os når premiere løjtnanten kommer forbi, han er en striks fyr!
En anden ting er at vi allerede er begyndt at ku snakke lidt med sergenterne hvilket hjælper til at bløde den professionelle distance der ellers viller være imellem os. Jeg kan mærke at det bliver mere og mere for hver dag der går og jeg er sikker på at fremtiden bringer nogle gode tider!

Så er der livet på 12 mands stuen, og selvom jeg ikke regner med at tilbringe alt min tid der de næste 4 måneder da jeg kun bor få kilometer fra kasernen så er det helt sikkert ikke noget jeg vil gå glip af! Jeg er kommer i en stue med kun 9 andre drenge, den 11. blev fristillet allerede tirsdag efter en snak med social rådgiveren, og d 12. dukkede aldrig op. Vi har ikke fået at vide om hvad der blev gjort ved ham, men han er stadig ikke kommet.
Men det er skide sjovt, virkelig drenge hørm og på trods af at vi kun har kendt hinanden i 5 dage har vi allered været presset forholdsvist hårdt både fysisk og mentalt at det stærke sammenhold allerede er begyndt at spire i blandt os, der er dog en som vi er et par stykker ser mistænker for at være bøsse, og selvom jeg intet har imod bøsser er der altså et eller andet skummelt ved at have sådan en på en stue hvor vi alle står nøgne 2-3 gagne om dagen

Som sagt så er det de gode ting der sidder i mit hoved lig nu og jeg nærmest glæder mig til at kommer derud igen mandag, men det skal nok forsvinde på søndag eller mandag morgen hvor jeg skal op klokken 04.20 for at nå derud til klokken 05.00..


Det var alt jeg ku nå nu, bloggen liver muligvisd opdateret iløbet af weekenden!