Morgen gryede som Alce vågnede. Efter at have reddet Deckard Cain havde Akara arrangeret en lille velkomst af hans tilbagekomst, og her lærte Alce at Cain var en gammel vismand af fra den ældgamle gruppe; The Hoadrims. Hun spurgte ham derfor indtil en bog hun havde fundet om en Grevinde der badede i blodet fra 100 jomfruer for at holde sig ung. Cain kendte godt historien og de store mængder rigdomme hun havde samlet sig, trods hun døde for år tilbage var han sikker på at ondskaben der havde spredt sig over landet havde kaldt hende tilbage til livet. Efter det var han begyndt at fortælle om hans tid med The Hoadrims og om hvordan de bandt de tre Prime Evils til "soulstones" - krystaller som kunne indkapsle og holde en sjæl fanget. Den gamle mands rolige stemme havde dog lullet Alce i søvn.
Alce kastede et blik over på Annor som stadig lå med sin bue i hånden, og så sit snit til at stikke af uden at forstyrre de andre. Hun var dog ikke mere end lige kommet op at stå før Annor stod ved siden af hende, klar til at drage videre.
Kort efter at have forladt byen stødte de på en lille landsby af faldne dæmoner, skønt det var morgen og Alce forsøgte at tage dem ved overraskelse pådrog hun sig en del skrammer og måtte for første gang sande dæmonerne ikke var sådan lige at spøge med.
Landsbyen lå dog lige ved slottet hvor grevinden i sin tid holdt til, der var dog ikke meget tilbage af slottet, kun en ruin og en smal passage ned til gravkammeret under slottet.. Tanken om grevindens skatte drev Alce bestemt videre, skønt Annor ikke var meget for tanken om at gå derned fulgte hun alligevel med...
Tårnet var fyldt med farer og monstre værre end set før, flere gange måtte de stoppe op og tage sig af deres sår og bruge nogle af de røde flasker som de havde med sig for at klare kampene. Jo længere ned de kom, des værre blev det. Spøgelser kom farende om hjørnet og dæmoner med hove og horn kom løbende mod dem fra alle retninger, mens grevindes buevagter patruljerede omkring.
Det lykkedes dog Alce og Annor at nå den nederste etage, og rundt omkring på gulvet lå guldet spredt, og kister der bugnede af værdifulde ting. Alce's øjne skinnede om kap med alle disse skatte.
Efter at have samlet hvad de kunne bære søgte de kælderen mere igennem efter grevinden, og kort tid efter fandt de hende. Endnu en flok af hendes vagter kom spænende efter dem og de måtte kæmpe alt hvad de kunne. Snart lå kun et blodsprængt lig og lidt ting tilbage, da de hørte lyden af en kiste åbne sig og guld der ramte gulvet - masser af guld. Og de 2 måtte tage flere ture tilbage til byen for at få det hele med.
Tilbage i byen havde Alce ville bruge noget af alt guldet til at reparere sine ting hos smeden Charsi, men Charsi tilbød istedet for en ringbrynje som ville yde endnu bedre beskyttelse mod monstrene end den læder dragt Alce havde. Charsi fortalte også at hun havde en gammel hammer som kunne gøre ting magiske og få dem til at indeholde mere kræft, men at hammeren blev efterladt i den ydre del af katedralen. Alce satte sig derfor for at finde den, og det varede ikke længe før hun med sin tro følge stod foran porten.
(Her skulle være et billede fra kampen mod The Smith - men det blev åbenbart ikke taget alligevel
)
Inde i katedralen fandt de en stor have og indgangen mod barakken til der hvor hammeren skulle være. De bevægede sig forsigtigt ind da de seneste flokke af monstre havde vist sig mere overvældende end som så. efter længere tids søgen fandt de dog et lille kammer hvor en stor dæmon stod og svingede nærmest mekanisk med en hammer ned på en armbolt, lyden klingrede øreskrigende og inden de var nået helt hen til lyden buldrede en stemme: I shall make weapons from your bones! og dæmonen styrtede hen imod dem stadig svingende med sin hammer. Det var en lang og sej kamp, men til slut stod kun Annor og Alce tilbage. Alce snuppede den magiske smede hamme fra smedjen og glædede sig til at komme ud. "Vi kan bruge vejen under barakken til at komme ind til midten af katedralen" påpegede Annor og pegede over mod nedgangen til kælderen. Det gøs lidt i Alce ved tanken om hvad der kunne gemme sig dernede, men hun skød det væk for at Annor ikke skulle se det.
Efter en lang kamp gennem barakkens kælder mod flere spøgelser, skeletter, faldne dæmoner og dæmoniske hunde nåede de endelig indtil midten af katedralen. De tog turen tilbage til byen og her standsede Cain dem. Han fortalte at det med sikkerhed var underdæmonen Andariel som stod bag disse rædsler og at hun ville være at finder i den underste etage af katedralen. Hvis ondskaben skulle drives fra området, så skulle hun dræbes og kun en person havde vist sig modig nok til at påtage og klare denne opgave; Alce. Alce kunne allerede mærke hendes navn blive råbt; Alce - Dræberen af Andariel. Ophidset af selvtillid strøg hun tilbage til katedralen.
Men kampen igennem katedralens kælder var alt andet end let, flere monstre ventede og deriblandt en flok vampyrer som efter hvert angreb syntes at blive stærkere og få mere liv. Det var en svær kamp, men efter lidt snilde og deling af dem lykkedes det Alce og Annor at overkomme dem, og fandt dette lille scepter.
Det varede dog ikke længe efter før de nåede et stort rum med en kæmpe pøl af blod i midten, rundt om festede en flok dæmoner og mennesker hang spiddet rundt om. Synet var så forfærdeligt at Alce tabte alle hæmninger og løb ind i rummet og hakkede og huggede i alt hun kunne komme til, og først da hver en dæmon lå død slappede hun af igen...Annor kiggede bekymret på hende, men Alce's stolthed dækkede for alt. "Andariel må være sig bag den dør" sagde Annor tørt og lagde op til at dette var sidste sted hvis noget skulle ordnes inden.
Alce gik igennem hendes udstyr, eneste som hun ikke havde skiftet var hendes trofaste spyd som havde fulgt hende i mange år.
De åbnede døren og stirrede kort på hinanden inden de gik ind. De lange kampe havde fået dem til at kende hinanden godt. de ryddede rummet stille og roligt som de gik længere og længere frem.
"Die maggots!" lød en tør og hæs stemme pludselig og Andariel kom bulrende ud imod dem. Hendes klov bankede hårdt mod jorden og hele kammeret rystede næsten for hvert skridt hun tog. Hendes korte arme rev i luften mens hun nærmede mens 4 fangarme svajede sig bag hende som hun nærmede sig. Fangarmene havde gift kanaler og sprøjtede gift rundt i hele kammeret, og trods flere anti-gift drikke sved det stadig hårdt. Andarials slag rev også hårdt, men Alce tog kampen op og spurgtede lige i ansigtet på dæmonen, mens hun råbte til Annor. "Brænd hende med dine ild pile!".
Alce forsøgte at undgå alle de slag hun kunne med hendes smidige krop og gode skjold, men de healende flasker røg alle en efter en. Snart efter bukkede Annor også under og faldt til jorden. Alce stod nu alene tilbage mod Andariel, dæmonen var slemt skadet og skreg nærmest ved hvert stød som Alce landede. Så Alce rundt om Andariel og sendt 3 små lynbolte ind i ryggen af dæmonen som med et skingert skrig begyndte at gå op i flammer.
Et portal åbnede sig, og efter at have samlet nogle af tingene op, tog Alce Annor's krop på slæb og søgte tilbage til lejren. Hun løb hen til Rogue lederen Kashaya og bad om hjælp til at redde Annor. Kashaya var fortvivlet men med lidt penge til medicin lykkedes det at få Annor reddet..