Ak ja, nu er blogging ikke introduceret endnu, her på forummet, men det skal ikke holde iveren tilbage, skulle man føle kaldet. Det synes jeg i hvert fald ikke.

Lanceringen af det nye site med hovedvægt på forummet, kom lidt bag på mig, ment på den måde, at jeg vidste det ville ske her i ugen, men ikke hvornår. Det kan godt irritere mig kraftigt, at jeg på nuværende tidspunkt ikke har deltaget mere i dette D3X-forløb, men sagens omstændigheder, Lad dette manglende internet efterfulgt af manglende stabilt internet, manglende tid, det faktum at sammenflytningen med kæresten ikke gik overhovedet - og afledt heraf: nok også en lidt dalende interesse for alt hvad der har med diablo at gøre, ja disse omstændigheder har holdt mig væk herfra. Og det ærger mig selvfølgelig. Sket er sket, ikke desto mindre, og forummet fungerer jo næsten perfekt. Jeg er desuden ret sikker på, at i forhold til dette resultat, ja så havde jeg ikke gjort nogen forskel.

Men forummet er trods alt kun en del af det store projekt, for nu står udviklingen af selve indholdssitet jo for døren, og dét er hvad MP og jeg kommer til at stå for. Her især MP fordi han bare er gennemført bedre til de ting som kræves, for at det site overhovedet kommer til at blive lavet. Her vil jeg i hvert fald tage hævn og tage det af læsset jeg kan, jeg hader at føle, at jeg ikke har bridraget med noget som helst.

For nu at runde denne tirade af selvmedlidenhed af, så har hele oplevelsen med det ny forum fået mig til at tænke tilbage. Helt tilbage til første gang jeg spillede diablo i det hele taget. Diablo åbnede mine øjne for det fantastiske i en spilverden, og for en i helvede hvor har det spil kørt på mange følelser, måske mest af alt: glæde og angst. En potent kombo.

For jeg skal gerne indrømme, at hold kæft hvor har mit hjerte banket til og mine armhuler kampsvedt, da jeg gik ned igennem The Monestary i Diablo I, det spil var jo gennemsyret uhyggeligt, den ubehagelige musik der konstant kørte, lydene, den lave lys-radius, og det faktum man virkelig ikke vidste hvad man rendte ind i var - ja skræmmende. Var det skeletkongen man mødte, eller skulle man nu døje med The Butcher igen? Sidstenævnte gjorde, at jeg simpelthen stoppede utallige characters da jeg kom til hans rum. Jeg kunne ikke få mig selv til at åbne den, for jeg blev fanme bange når han for i flæsket på mig og jeg ikke kunne dræbe ham - han slog til gengæld hårdt og så jagede han mig rundt om hans lille rum. Fy for satan et minde.
Men glæden i spillet var mangfoldig - det var et rush endelig at smadre de store monstre som The Butcher (ja jeg nossede mig sammen i ny og næ) og jeg er sikker på vi alle kender følelsen der løber igennem en når den velkendte "pling"-lyd kom, da en ring blev smidt, eller når man fandt et ekstra delikat item. Det var også umådeligt tilfredsstillende at udforske et område helt, først dér kunne man veltilfreds gå videre, velvidende at der ikke var noget som helst man var gået glip af.

Ligeså spændende var det, da min kammerat Jesper i folkeskolen - var det 7. eller 8. klasse? - fortalte at han havde fået Diablo II. Jeg blev enormt spændt, for jeg havde godt hørt om det, men aldrig forestillet mig at jeg skulle komme til at spille det (en underlig tankegang, men whatev). Så jeg skyndte mig afsted på min cykel, mine hænder dirrede helt og jeg kunne ikke stoppe med at smile, og da jeg endelig så det - Jesper havde bare kastet sig ud i en cookiecutter necromancer med pets der klarede ærterne - gik jeg helt i ekstase. Det spil var simpelthen så fucking fedt det gjorde helt ondt, at spilde tid på ikke at spille.

Jesper og jeg diskuterede i lange baner frem og tilbage, om de forskellige characters, skills, udstyr, vi var begge enige om, at barbarian måtte være den bedste (af den simple grund, at den slog pissehårdt) men paladin, han var da fuldstændig elendig - hvad pokker skulle man bruge ham til. Kært ikke?
Jeg kan huske, at vi altid konkurrerede om, hvem der havde de bedste items. Jeg havde fundet en magic Mesh armor der havde - hold fast - 348 armor! (og en eller anden latterlig ekstra stat) Men! det var mere end noget Jesper havde - for pokker jeg pralede i flere dage.
Omvendt sagt, glemmer jeg aldrig hvor spændende det var, første gang vi kom til Diablo i Chaos Sanctuary, det var en vildt skræmmende ting, for Diablo kunne tæve os så let som ingenting, men vi formåede alligevel at få ham nakket til sidst. Og så gik der kamp om, hvorvidt Jesper virkelig skulle have det givne unique item der droppede, bare fordi han klikkede først - han havde jo slet ikke brug for det - osv. osv. osv. Diablo II i en nøddeskal.

Der gik ikke længe før vi fik bredbånd hos mine forældre, og så var det jo, at jeg begyndte at hænge fast på d2x' forum sammen med Jeppebob - som så godt nok allerede var der og havde været der længe. Den nørd.
En lang, ja årrække begyndte og jeg kom til at møde spændende mennesker her, vi pvpede, vi levelede, vi tradede, vi ... gjorde de 3 nævnte ting lidt mere - og så lidt mere. Resten af historien kender i - og nu sidder vi her, med en III'er på vej.

For mange år siden, kan jeg huske en tråd hvori folk kom med deres input til, hvad de mente en potentiel 3'er ville handle om. Det spøjse er vel, at selv nu, hvor vi ved spillet kommer, så kan vi ikke fået be eller afkræftet noget som helst. Princippet hedder en Rumour-mill og jeg elsker det. Jeg synes det er så fedt, at man igen kan mindes de ting der gjorde et spil, fedt at spille i første omgang. Tænk bare på D2, det er bestemt ikke det samme mere, som det første års tid hvor man kæmpede løs selv på singleplayer, og det egentlig ikke slog en ind, at man kunne dræbe den samme boss multible gange kun for loot - runs og farmin', havde bare ikke rigtig noget med spillet at gøre. Ja vi bruger jo alle et forum dedikeret til, at give en alle muligheder i spillet fra starten så at sige. Alle items bliver lige pludselig til rådighed igennem trades, og folk udveksler erfaring før man gør dem selv. Vi har spillet D2 i stykker, hvilket måske også er fordi, at der har været så mange år imellem 2eren og 3eren (ja den ved vi jo egentlig ikke hvornår kommer endnu), men det er stadig tragisk at tænke på hvad spillet er blevet til, i forhold til hvor spændende det var engang.

Jeg kan sidde og blive helt sentimental omkring det, men pointen jeg egentlig prøver at få frem går i og for sig blot ud på, at hold kæft jeg ser frem til Diablo 3, og jeg venter spændt som et lille barn på juleaften (som jeg også glæder mig til) for at spille og udforske denne nye verden. Denne iver gør også, at dette website-projekt er så meget mere spændende at lave, fordi netop handler om, at vi udfylder sitet i takt med, at vi får mere viden. Et projekt der kræver research, som man givetvis ville have fundet til sig selv alligevel - dobbeltkonfekt!


Jeg håber folk har samme iver som mig omkring det her - både hvad angår spillets release (klart) men også, at diablo3x har tænkt sig at følge udviklingen, og vil gøre sit, for at blive nummer 1 provider af diablo3-viden i Danmark. Det er da lidt en spøjs men stor tanke, hvad? Men det er jo det vi vil.




En glad og (lige nu, i hvert fald) idealistisk nørd.
Lasse.

tak for svaret jeg ved ikke om jeg vil kalde computerspil en følelse, men det kan i sandhed skabe følelser hos spilleren. bare se hvad der sker for wow-spillere

Der går ikke lang tid imellem hvor jeg tænker tilbage til mine gode dage med Diablo 2.
Jeg var lige ung nok til at spille D1 da det kom ud men råspillede da D2 og hold kæft hvor var det skræmmende i starten.
Jeg kan huske hvordan jeg rystede og svedte fordi risikoen for at dø hele tiden var lige omme bag den næste dør. Især Act 1 og 3 var de værste for mig.
Så begyndte jeg at give den gas på Battle.net og havde en klan med mine bedste venner fra Roskilde, mig og resten af The Dark Angels (wow hvor opfindsomt ) sad oppe på netcentrene og spillede Diablo. Havde endda en kæreste i en uge som jeg havde lært at kende ved at spille Diablo deroppe.

Har sådan nogle minder der står aller stærkest fx., da jeg fik byttet mig til Grandfather på min barb så jeg bare følte mig som den ultimativt sejeste person i verden.

Det er da et spil der vækker følelser.

D2 er helt klart blevet rigtig rustent, trade er kedeligt (handler bare om fg), der er enkelte klasses som er langt bedre end de fleste (burde være så balanceret som muligt) og serverne er desværre for ustabile.

Men det ændrer ikke på at single player eller hvor man spiller i et fast party uden at lege med slummen på Battle.net stadig er sjovt, især HC hvor man stadig kan få hjertet op og pumpe.

Hoho, Jesper. Ham husker jeg da.

Men jeg er lidt skuffet over, at du ikke nævner dine D2-oplevelser sammen med Mikkel og jeg. :/

well you know, egentlig så spillede jeg aldrig rigtig med mikkel. jo vi spillede lidt lan, men da mikkel startede på battlenet så var han waaaay off hvad trading og lvling angik. det er typisk ham, han går helt amok i spil og dyrker dem fuldt ud. jeppe hvor meget har vi egentlig spillet sammen ? tænk over det.. refresh my memory

det er godt nok way back. men det ringer da bjælder. vi var i grunden ret dumme.. og det er du stadig. alle ved da, at The Chieftain er unique battle axe