Deichkind (DE) har på fire album forfinet en skæv og uhøjtidelig blanding af nordtysk hiphop, techno og kitschet electro-pop. De er berømte eller berygtede for nogle yderst energiske liveshows med gummibåde, konfettikanoner og fantasidyr.

Dungen (S) dyrker 60’ernes og 70’ernes eviggrønne rocklyd. Lange jam-passager, tamburiner, håndklap og tværfløjter er faste bestanddele, når man tager på syretrip med det internationalt hyldede orkester.

Get Well Soon (DE) skriver hjerteskærende sange, der med spraglet instrumentering og talrige molakkorder klinger som et træf mellem Beirut, Radiohead og Tom Waits. Frontmand Konstantin Groppers musik besidder en alvor og visdom, som modsiger hans relativt unge alder.

The Soft Pack (US) spiller stramt kontrolleret postpunk med en skævhed, monotoni og coolness, så både Lou Reed, Iggy Pop og Mark E. Smith ville nikke anerkendende. Enkle, upolerede sange leveret med samme djævelske overskud og skuldertræk.

Marnie Stern (US) behersker sin elguitar som en kvindelig Yngwie Malmsteen, men i stedet for at spille episk heavy metal bruger hun sine evner til at lave kantet, hyperaktiv og dybt charmerende indie-rock fuld af finger-tapping og skæve taktarter.

http://soundvenue.com/nyheder/2009/02/19/bloc-party-giver-koncert-til-skive-beach-party

Så er selv Skive BP vel pludselig mere interessant end Roskilde?